SkiTrac i Gribskov

Vi opdaterer oplysninger om løjpeforhold i Gribskov her…

Live GPS-opdatering af opkørte skiløjper

Gribskov er uden tvivl Danmarks bedste og mest besøgte skiløjpenet. Skisportsstedet har oplevet kæmpe succes og givet danskerne en unik mulighed for langrendsløb i danske skove med velpræparerede og vedligeholdte løjper. Men ikke nok med det, nu leverer skisportsstedet også live opdaterede løjpekort via et live GPS-tracking-system, der informerer og synliggør for skiløberne om hvor og hvornår, der er præpareret spor. Denne type service ydes ellers kun på få store berømte skisportsteder som bl.a. Geilo, Gaustablikk og Sjusjøen.

I vinteren 2010 har Københavns Skiklub og TracTrac indgået et samarbejde om Gribskov og har også planer om at udstyre løjpenettet i Jonstrup Vang med en lignende service.

Rent teknisk fungerer det således, at København Skiklubs løjpemaskine er udstyret med en GPS-sender (Gobal Position System) som via satellit sender koordinater om længde- og breddegrader til SkiTrac, dvs. oplysninger om aktuel position og opkørte spor, som løjpemaskinen har 'pløjet' gennem de seneste 48 timer. Man kan dermed på SkiTrac live-aflæse om sporene er mellem 0-6 timer, 6-12 timer, 12-48 timer eller over 48 timer gamle. Live løjpetracking'en opdateres hvert 15.-20. sek. via internettet, så skiløberne får øjeblikkelig besked. Det er derfor også muligt at se løjpemaskinens aktuelle position online, når den bevæger sig rundt i terrænet. TracTracs software er på ganske enkel vis browserbaseret, så enhver med onlineforbindelse har adgang til den avancerede skitracking.
Man kan besøge det elektroniske live løjpekort her på Københavns Skiklubs hjemmeside.
Tjek live situationen for SkiTrac-løjperne i Gribskov her… (p.t. er GPS-senderen ikke aktiveret)

Danske TracTrac har på blot 5 år arbejdet sig op til at være et af de mest førende og verdensomspændende firmaer indenfor live tracking-systemer i forbindelse med sportskonkurrencer og begivenheder. Firmaet er som udgangspunkt specialiseret i at live track'e sportskonkurrencer og synliggøre sportsgrene der normalt er svær visuel tilgængelig for publikum. Firmaets stiftere er selv tidligere orienteringsløbere med højt internationalt niveau. De er vokset op rent karrieremæssigt med sportens begrænsning om ikke at være en publikums-venlig-sport og med en indgroet konservativ holdning om at være svære at formidle til omverdenen. Og ærlig talt, så er det vel også de færreste, der synes, det er ophidsende at se en o-løber løbe ind og ud af en skov?

TracTracs tracking-systemer kan puste liv i enhver type sportskonkurrence og transformere dem til publikums-venlige-sports-shows, hvor alle kan få adgang og indsigt i at følge atleterne i direkte aktion, når de skaber drama, laver taktisk spil og er udsat for afgørende øjeblikke.
Live tracking'en synliggør og afslører altså alt det spændende og dramatiske ved, at distribuere live tracking'en for publikum enten via opstillede storskærme (parallelt med mulighed for levende billede) samt online på nettet. Man kan altså således følge vigtige sportsbegivenheder over mobilen eller via computeren hjemme i stuen. Dette er i mange henseender en kæmpe fordel for jury, trænere, arrangører, sponsorere, deltagere og massemedier og er samtidig med til at fremme sporten.
TracTrac har live track'et Vasaloppet 2010, samt en masse vigtige og verdensberømte konkurrencer bl.a. indenfor cykling, sejlsport, løb, roning/kajak og orienteringsløb.

Københavns Skiklub er yderst begejstret over det nye teknologiske initiativ med TracTrac og er generelt åbne for at højteknologien kan bidrage til nye højder for vores sport.

/Charlotte Klein