Marcialonga 2012

Marcialonga
Den lange march gennem smukke dale i Dolomitterne
27. – 30. januar 2012

Italienske Marcialonga er vel nok det mest spektakulære skiløb i Worldloppet-serien. Har du et startnummer, så har KS en pakkeløsning.

Med sine 70 km. er det også et af de rigtig lange. Men alligevel ikke så krævende endda. De første 17 km. har en let stigning på et par hundrede højdemeter op til Canazei. Det er også løbets vendepunkt. De næste 50 km er der et jævnt fald, som gør det til en lækkerbisken for dem der har overkroppen til at stage. Men så sker der pludselig noget 3 km. før målet i Cavalese. Her hvor de fleste er ved at melde udsolgt, skal man pludselig kravle opad en meget lang og sej stigning. Inden denne sidste ’optur’ er der mange der vælger at få lagt lidt ekstra blødt fæstevoks under skiene for at komme nogenlunde helskindet op.

Det er en meget smuk tur langs glitrende vandløb og med frit udsyn til høje bjergtinder på begge sider af løjpen. Men det der gør det specielt er, at man undervejs løber gennem en række små landsbyer. Pludselig kan man opleve at sniffe kostaldsduft gennem næseborene. En anden ting der gør det til en fin oplevelse, er den super gode service undervejs. Her skal man ikke stå på nakken af hinanden når der skal hældes kulhydrater på. Hjælperne kommer med små bakker ud til løberne, som så kan snuppe sig noget drikkeligt til at skylle de mange forskellige lækkerier ned med, som man bliver tilbudt undervejs. Og man kan sågar opleve at få en ekspresso inden den afsluttende tur op mod målet – dog uden grappa til.

Løbet afvikles den sidste weekend i januar. Vi flyver med SAS til München fredag. Kører i bus til Soraga som ligger et kvarters kørsel fra startbyen Moena. Her bor vi på Park Hotel Sayonara (www.hotelsayonara.net)

Lørdagen bliver brugt til skismøring og mental træning i form af shopping i sportsbutikker. Der vil muligvis være en smøremand til rådighed. Efter løbet søndag fejrer vi vores personlige triumfer med en festmiddag på en god restaurant.

Løbet afvikles i klassisk teknik og findes også i en kortere variant på 45 km.

Pris 5.200 DKR, som inkluderer fly, bus og hotel.
Med i prisen er to middage på hotellet og morgenmadsbuffet. Festmiddagen søndag aften er for egen regning.
Hotellet har wellnescenter, skidepot samt gym med volley og basket baner.

Afrejse den 27. januar København-München kl. 06:45-08:25. Bus til hotellet med forventet ankomst ca. kl. 13:00.
Hjemrejse den 30. januar München-København kl. 20:20-22:00. Bustransfer til München – afgangstid endnu ikke planlagt.

Startnumre er for længst udsolgt, men kan evt. skaffes på nettet – www.marcialonga.it

Er du interesseret i at deltage, kan du sende mig en e-mail: tt@ke.dkMen der er kun få ledige pladser!

Af Thorkil Thomsen, KS, tt@ke.dk


Information Kategori: Langrend, Skiture
Dage: Man, Fre, Lør, Søn
Start dato: 2012-01-27
Slut dato: 2012-01-30
Start: 06:45
Slut: 22:00